Fejø og åledrivkvaserne

Et andet eksempel er de to værfter på Fejø, der begge leverede åledrivkvaser til fiskerne over hele landet.

Åledrivkvasen var et fiskefartøj med 2 master. Den var grundtflydende og havde sænkesværd. Under fiskeri drev man sidelæns for bakkede sejl inde på lavt vand. Det var en fangstmetode, der brugtes meget i Nordtyskland, og det er da også her historien om de danske kvaser starter. 

På grund af kraftige begrænsninger i det tyske fiskeri omkring 1870'erne kom mange unge tyske fiskere op til det syddanske område. De havde fra de tyske fiskeopkøbere hørt om de fine betingelser i Danmark. Med sig havde de deres drivkvaser. Det var store, tungthåndterede fartøjer. 

De danske fiskere var i begyndelsen stærkt imod tyskernes metoder, som man mente kunne føre til overfiskning: nogle steder kom det til egentlige håndgribeligheder. 

Men som så ofte før, så fik også denne sag en helt menneskelig udgang, idet flere af de tyske fiskere giftede sig ind i de danske fiskerfamilier. Det gik nu ligesom lidt lettere at overbevise de danske fiskere om drivvodsteknikkens fortræffelighed. Resultatet blev, at mange danske fiskere købte brugte kvaser af tyskerne, og man begyndte også at bygge kopier af tyskerkvaserne. 

På Fejø begyndte de to bådebyggere Mortensen og Nielsen snart at bygge en ny type kvase, der var meget lettere og mere velegnet til de danske forhold. Disse blev i løbet af en kort årrække udviklet til perfektion og blev meget populære over hele landet. Der blev leveret så langt væk som til Ringkøbing Fjord. Der blev også bygget drivkvaser andre steder, men ingen andre nød den samme respekt blandt fiskerne som kvaserne fra Fejø. Taler man med fiskerne i dag, så er det stadig Fejøkvaserne, der omtales med mest respekt. Dette til trods for, at det er over 50 år siden at dette fiskeri er ophørt. 

Laurits Andersen i Vålse

Foto af Laurits Andersen

Laurits Andersen i Vålse,
ukendt fotograf.

En anden virkelig velrenommeret bådebygger var Laurits Andersen i Vålse. Det vil sige, han var slet ikke bådebygger, men landmand. Eftersom han aldrig fik lov at komme i lære som bådebygger, kastede han sig senere i livet over sin store interesse. 

Han startede i det små med en skydepram til sig selv. men den blev hurtigt solgt. Hurtigt blev efterspørgslen så stor, at han måtte sige nej til hveranden henvendelse.  

Han effektiviserede sit byggeri og lavede de såkaldte seriepramme, der var helt ens pramme på 14 fod. På loftet havde han den ene side af en pram liggende; så kunne folk bare ringe og bestille et nyt bord eller en essing. De meddelte blot, hvilken del de behøvede, så lavede han det ønskede efter den halve pram på loftet. Delen blev så sendt med posten, og kunden kunne selv montere den på sin pram. 

Vålseprammene var karakteristiske ved deres jollebyggede facon, og ved at de var usædvanligt letroede. De var desuden meget klejnt bygget, der blev ikke brugt overflødige materialer. 

Laurits Andersen byggede sine både i et lille værksted på landbrugsejendommen i Vålse. På et tidspunkt begyndte han at sætte en lille trekantet plade med inskriptionen L.A.V. på sine både. Senere brugte han samme trekant, men med inskriptionen L.A. og et byggenr. Han byggede 237 både i det hele. En uhyre stor produktion for en landmand, der desuden bugserede roepramme i roesæsonen, kørte tærskeværk under høsten, lavede smørdritler, kørte varer ud for Brugsforeningen, var pantefoged i Vålse Kommune og i øvrigt havde 2 vaskemaskiner til udlejning. Laurits Andersen døde i 1981. 

Foto af Laurits Andersen i sit bådebyggeri

Laurits Andersen i sit bådebyggeri, ukendt fotograf.


Tegning af sejljolle bygget i 1972 af Laurits Andersen Pil - næste side

 

Opmålingsfasen  Pil - næste side